Sæt scenen
Du har ansvaret for at inddrage deltagerne og gøre undervisningen spændende. Gør din forventning til deltagelse tydelig ved at sætte dem i centrum som indledning; “Du er forvagt i skadestuen og modtager en patient med … ” “Du sidder i praksis … “.
Hold gruppen engageret i refleksionen
Du skaber større inddragelse ved at spørge tilbage; “Du beder om en urinstix, hvad vil du undersøge for?”, “Hvad får dig til at tænke på den diagnose?”, “Hvor sandsynligt tror vi, det er?”. Hvis få byder ind, så sæt deltagerne til at summe 2 og 2, før du beder om input. Det giver tryghed og får alle med. Hvis en diskussion stikker af, kan du afbryde og vende tilbage til tavlestrukturen eller “parkere” diskussionen som et studiemål, som en af deltagerne bedes om at undersøge nærmere til næste gang, I samles.
Skab overblik
Hvis deltagerne går i stå, kan du hjælpe med at skabe overblik. Opsummer det, I har fundet ud af indtil nu og uddrag pointer som pejlemærke til at lede gruppen videre. Eller bryd tavlestrukturen og gå derhen, hvor du ønsker, at diskussionen skal bevæge sig. Det kan fx være en ide at gå tilbage til feltet sandsynlige forklaringer og bede deltagerne stemme om den mest sandsynlige. Du kan også fortælle, hvad der skete med behandlingen/patienten og således tilbyde ny information.
Afrunding
Sørg for at holde tiden, så du kan nå at afrunde casen. Du kan vælge at fortælle, hvad dit læringsmål var, eller du kan fortælle, hvad du selv gjorde, da du stod i den situation, som casen omhandler. Sig tak for aktiv deltagelse og mind evt. om aftalen om studiemålet, hvis nogen er blevet sat på opgaven.